Jeg - en "ruster"

Hvad svedproblemer har betydet for mit liv og karrierevalg.

Jeg hedder Thomas. Her kommer historien, som jeg ville have fortalt den, hvis jeg skulle fortælle om en af mine venner:

Thomas havde altid ønsket at blive pilot. Selv dengang var han målrettet og systematisk i sine handlinger, og hans nærmeste var ikke i tvivl om, at han kunne opnå, det han ønskede ved ihærdig indsats.

Da Thomas var færdig med gymnasiet, fik han et job i Føtex for at tjene penge til et flerårigt ophold i USA som skulle opfylde barnedrømmen om en pilotuddannelse. Samtidigt tog Thomas engelskkurser for at minimere eventuelle sprogvanskeligheder. Sproget skulle i hvert fald ikke komme mellem ham og pilotuddannelsen. Inklusiv lån fra familien, som støttede Thomas og troede på hans drøm, fik han samlet et par hundrede tusinde kroner sammen og næste skridt, optagelsen på pilotuddannelsen, blev også opfyldt. Thomas var 23 år gammel da han forhåbningsfuld indledte sin profession i North Carolina.

Hele setup’et gik fint. Bolig nær pilotskolen, sjove og ambitiøse kammerater, - Thomas følte sig glad og godt tilpas fra første dag. Og superspændende var det faglige indhold. Det første halve år blev udelukkende tilbragt på skolebænken. I det efterfølgende semester skulle Thomas’ hold begynde på det mere praktiske, såsom træning i flysimulator og cockpit. Her begyndte det imidlertid ikke så godt. Thomas havde så længe han huskede lidt af håndsved, men havde aldrig tidligere tillagt det større betydning. Nu lagde han mærke til, at han hurtigt kunne gøre knapper og instrumenter våde med hånden, hvorimod hans holdkammerater åbenbart ikke havde dette problem.
Thomas blev nervøs, når han havde cockpit-træning, og forsøgte på forskellig vis at sløre sporene efter sveden.

En dag i slutningen af semestret hørte han en af underviserne tale med en anden om problemer med rust på instrumenterne. Underviseren sagde, at der tilsyneladende var en ”ruster” blandt de pilot-studerende. Det havde han tidligere oplevet, og desværre måtte denne person opgive uddannelsen. Man kan ikke være ”ruster” indenfor dette fag, - det kan bringe ens eget og andres liv i fare, hvis det tekniske udstyr udsættes for kontinuerlig sved og dermed risiko for funktionssvigt. Thomas var blevet svimmel mens han overhørte samtalen. Og chokeret – det var ham, som var ”rusteren”.

Thomas mødte ikke mere op på pilotskolen. Han så ikke andet valg end at opgive uddannelsen med en begrundelse om, at der var sygdom i familien hjemme i Danmark. Pengene var spildte og drengedrømmen var brast. Han vendte knuget hjem og der var aldrig nogen, der hørte den sande årsag hertil.

Thomas opsøgte lægen og kom i behandling. Behandlingen tog dog kun nogle af generne, så Thomas så sig om efter et job, hvor han kunne fungere med sit handicap. Valget faldt på militæret og faktisk fik han job klods op ad en flyvestation. I begyndelsen blev han melankolsk når han kiggede over på flyene, der stod uden for hangaren, men efterhånden mistede han helt interessen for flyveriet og tænkte ofte på, at det jo kun havde været en drengedrøm, og at han måske slet ikke var gået glip af noget. Det samme sagde hans kone, når de en gang i mellem kom ind på emnet. ”Det var da godt, du var en "ruster", ellers ville jeg jo aldrig have mødt dig”.

 

Hvis du har en beretning fra dit eget liv, som du har lyst til at dele med andre, kan du sende et kort indlæg til sved@sved.dk.

Til toppen