Jeg har lige været ved min læge i anden anledning og spurgte efter konsultationen sådan lidt tilfældigt om, hvor mange patienter, hun havde der kom på grund af sved. "Ingen", svarede hun og bladrede distræt videre i nogle papirer.
Jeg spurgte igen: "Hvor mange patienter har du, bare sådan cirka, der har svedproblemer."
Lægen svarede, igen distræt "Åh, bare én patient en gang i mellem, og så får de et råd om at købe noget svedmiddel, hvad er det nu det hedder, på apoteket, og så hører jeg ikke noget fra dem mere, så det er kureret på den måde". Og derefter bladrede hun videre.
Hyperhidrosis eksisterer åbenbart ikke rigtigt i en almindelig læges bevidsthed. Hvis man kom til hende med svedproblemer, ja, så ville man så bare få en rutinemæssig behandling i form af et råd om at gå på apoteket og købe et aluminiumklorid-holdigt produkt, der kun ville gøre problemet værre, hvis man lider af meget sved. Nice!